Regulativ for Skaven Havn
Skaven Havn er anlagt og drives af Skaven Strand Grundejerforening.
Skaven Havn bestyres af Skaven Strand Grundejerforenings Havneudvalg. Den daglige drift varetages af havneudvalget eller en af havneudvalget bemyndiget person (Havnefoged)
Havneleje:
Lejen betales forud for et år. Sæsonen er fra 1. april – 31. marts. Betalingen skal ske senest 15. marts.
Opsigelse af bådplads skal meddeles Grundejerforeningens revisor skriftligt senest 1. januar.
Havnelejen betales i relation til bådens bredde. I prisen er indregnet opbevaring på trailerpladsen efter havnefogedens anvisning.
Ved manglende betaling inddrives gælden via advokat.
Overdragelse eller fremleje af bådpladsen må kun ske efter aftale med havnefogeden.
Ved evt. venteliste har medlemmer af Skaven Strand Grundejerforening fortrinsret.
Sejlads:
Sejlrendens dybde er ifølge søkortet 80 cm. Vi tilstræber en dybde på 110 cm - men både der stikker dybere end 80 cm må påregne periodevis at røre bunden på udsatte steder.
For sejlads i havnen og sejlrenden gælder de af søfartsstyrelsen til enhver tid udfærdigede regler for sejlads mm.
Fartgrænse i sejlrenden er 5 knob.
Fartgrænse i indsejling og havn er 2 knob.
Brug af havnen:
Enhver der opholder sig på havnens område har pligt til at rette sig efter havnefogedens anvisninger.
Samtlige bådejere med bådplads i Skaven Havn må anvende de tilhørende faciliteter såsom vandforsyning, elstik, ophalerspil m.v. ifølge havnefogedens anvisninger
Fra elstikkene må der tages strøm til belysning og alm håndværktøj samt kortvarig opladning af bådens batterier.
Det er ikke tilladt at bruge el til opvarmning.
Havnefogeden kan forlange ethvert fartøj i havneområdet fjernet hvis det ligger til gene for fri og sikker besejling af havnen.
Ved forsyningskajen er det kun tilladt at ligge kortvarigt i forbindelse med lastning og lodsning.
Bådejere er ansvarlige for at deres både er fortøjet forsvarligt.
Det er ikke tilladt at oplægge fiskegrej på havnekaj og broer. Tomme hyttefade anbringes på den dertil indrettede plads.
Opredning af fiskeredskaber skal foregå på den indrettede plads ved redskabsskurene.
Enhver forurening af havnens område ved udkastning af fiskeaffald og grøde samt udskylning fra toiletter er ikke tilladt.
Unødig støj på fartøjer samt havnens pladser og moler skal undgås.
Lystfiskeri på havneområdet er forbudt.
Bådejere er ansvarlige og erstatningspligtige for skader forvoldt på havnens anlæg og andre både.
Skader skal straks meddeles havnefogeden.
Havnen påtager sig intet ansvar for tyveri og hærværk samt skader på fartøjer som er forårsaget af unormal vandstand, isskruninger, brud på fortøjningspæle, bøjer eller lignende.
Motorkøretøjer af enhver art skal henstilles på havnens parkeringspladser. Færdsel på molerne med motorkøretøjer af enhver art er ikke tilladt.
For overholdelse af orden gælder det i Trafikministeriets BEK. Nr. 1146 af 25/11/2004 af 1. januar 2005 nævnte standartreglement for overholdelse af orden i danske havne.
Føler nogen sig forurettet af havnefogedens påbud kan eventuelle uenigheder om påbud indbringes for Skaven Strand Grundejerforenings bestyrelse.
Regulativet er gældende fra 1. maj 2021
Bestyrelsen for Skaven Strand Grundejerforening